Dramatisk kapsejlads Læsø – Anholt rundt 1977
Fra Kaj Skall Sørensens logbog, illustreret med egne tegninger.
Læs her om kapsejlads i hårdt vej, med dramatiske situationer og godt sømandsskab.
Harald havde søsat sin båd kun tre uger før kapsejladsen, og var ved at rigge den til. Jeg hjalp ham med bommen. Medens han monterede den, spurgte han henkastet, om jeg skulle med på Læsø – Anholt Rundt. Det skulle jeg ikke, da jeg ikke havde en ordentlig besætning. Fint sagde han, så sejler du med mig, og så var den sag afgjort.
Mit kendskab til hans båd var begrænset til søsætning og optagning samt tilrigning. Jeg havde aldrig sejlet med den. Vi aftalte derfor, at jeg, ligesom de to andre gaster til turen, Werner og Gunnar skulle sejle to træningssejladser, så vi alle kunne lære båden at kende.
Fredag, den 3.6.. 1977
Starten gik ved Hals. Skipper og besætning fik grejet stuvet ombord, og klokken 14.20 afgik vi for motor fra Vestre Bådehavn mod øst. Vi nåede lige akkurat igennem broerne inden spærretiden. Ved Sundby Hage satte vi storsejlet og genua I og havde slæk på igennem havnen og ud forbi Rørdal. Med en let NW gik det gennem Langerakken mod Mou Bro. Inden vi nåede Mou, døde vinden fuldstændig, som så ofte på dette sted. Med godt vejr og let vestlig luft giver mødet med solgangsvinden fra Kattegat som regel et vindstille bælte lige her. Skippermødet på Hals hotel var klokken 18, så vi startede motoren. En båd fra Thisted var i samme situation som os men uden motor, og vi forbarmede os over dem tog den på slæb imod, at de afgav et højtideligt løfte om at genere vores konkurrenter mest muligt, et løfte de lykkeligt glemte.
Disse uforudsete hændelser havde forsinket os, og ved ankomsten til spisningen på Hals hotel var næsten alle pladser ved bordene besat, så vi måtte lede efter spredte ledige pladser ved de andre besætningers borde. Jeg indtog mine bøffer i selskab med en Lemvigbåds besætning, hvor jeg lyttede til mine bordfællers fremførte beretninger om tidligere store bedrifter. Åbenbart var jeg her kommet i selskab med nogle virkelig barske drenge. Deres tale fyldte mig med ærefrygt, og jeg begyndte så småt at nære tvivl om vores egen formåen i dette strålende selskab.
Ved det efterfølgende skippermøde fik vi vejrudsigten, som ikke lød alt for godt. Jeg havde sikret mig muligheden for en dugfrisk og måske noget mere nøjagtig forudsigelse fra den lokale vejrtjeneste i lufthavnen, de var dog ikke nær så optimistiske som vore officielle vejrprofeter. Den lokale udsigt lød: Opfriskende vind fra NW, 10 til 15 knob. Lørdag 15 til 20 knob vestlig, senere friskende til 20 til 25 knob, d.v.s. 10 til 13 m/s og i løbet af Søndagen regndis. Ihukommende tidligere bitre erfaringer med vejrmeldingerne, lød denne vejrudsigt ikke alt for godt, for når meteorologerne lover snavset vejr, får de som regel ret. Det største lyspunkt var, at der var luft i den udsigt, at der kunne sejles. På vejen tilbage til havnen videregav vi denne sidste vejrmelding til alle interesserede.
Et skønt syn med de mange spilere som silhuet mod aftenhimlen.
Ved ankomsten til startpositionen ca. 2 sm. øst for Hals havn og udenfor Kaperne lå de fleste både allerede samlet omkring startlinien. OKAY gik for storsejl og genua I, og nede i forlugen var den store spiler klar. Eftersom starttidspunktet nærmede sig steg spændingen, og alle 22 både klumpede sig yderligere sammen omkring startlinien. Spændingen ombord steg, og skipperne begyndte at snerre af besætningerne, som skippere nu har for vane før en start, og præcis klokken 20.00, lød startskuddet.
Vores spiler var oppe og stod fuld inden startskuddet, og vi fik en førsteklasses start. Med en fin placering forrest i feltet gik det mod Anholt, og selvom skipperen knurrede lidt for at holde spileren fuld, kunne vi bagude nyde synet af de andre både, der ligeledes førte spiler. To både sejlede forbi os og alle anstrengelser til trods, lykkedes det os ikke at følge med dem. De fleste andre både gik det bedre med at holde os foran. Ved solnedgang lå de fleste deltagere bag os og udgjorde et prægtigt skue med spilerne som silhuetter mod den gyldne aftenhimmel.
Vinden holdt sig i NW og friskede som forudsagt. Gradvist voksede søerne sig lange, og i det tiltagende mørke, startede de mange lanterner en heksedans over nattehimlen, der efterhånden var fuldstændig dækket af tunge skyer. Anholt fyr havde været synlig i nogen tid. Søerne voksede fortsat og blev rigtig lange, og vi piskede af sted med den 70 kvadratmeter store spiler spændt for. Bovvandet sydede og bruste, og hækbølgen voksede og nåede op i højde med søgelænderets overkant, når vi surfede på søerne. Loggen viste 2 knob; den var begyndt på anden omgang, hvilket vil sige, at vores fart i kortere perioder har været langt over den teoretiske topfart og må have nærmet sig 14 knob. Jeg havde aldrig før sejlet så hurtigt i en sejlbåd. Rorpinden rystede og sitrede, når vi surfede ned af søerne.
Lørdag, 4.6.1977.
Farten betog os alle. Jeg sad ved luv spilerskøde og fulgte i smug de efterfølgende både. En Halberg Rassy Monsun, som vi havde fulgtes med lige fra starten, halede med et ind på os og kom op agten for tværs om styrbord, men pludselig skar han ud, lagde sig tværs i søen med masten næsten vandret og en god del af spileren i vandet. En ret usædvanligt vinkel at se en Monsun under. De ombordværende var ude af stand til at benytte dækket, og en hektisk aktivitet brød ud derovre for at få båden på ret køl igen. Tilsyneladende var et eller andet gået i bekneb, for det varede længe, inden den igen rettede sig op. Inden Monsunen forsvandt for os i mørket, anede vi lige, at den lå bidevind med spileren flagrende vildt agterude.
Den situation kunne vi også havne i, for vi girede vildt, og når vi surfede, var der ikke meget bid i roret. For at mindske tilbøjeligheden til giring, havde vi skødet spileren langt fremme, men trods denne forholdsregel blev det alligevel vores tur et kvarter senere. I et nu skar vi op til styrbord uden at Harald, der stod med ryggen presset mod rorpinden, var i stand til at forhindre det. OKAY krængede over, medens vi slækkede ud på læ spilerskøde og kæmpede os op på dækket for at bjærge spileren. Det lykkedes ret hurtigt, OKAY rettede sig op, og vi fortsatte under storsejl og en spilet genua I.
Her nede i kahytten begyndte min mave at protestere. Her havde jeg sejlet i så mange år, og så skulle jeg få søsygefornemmelser. Spileren blev pakket færdig for omgående at blive sendt på fordækket, for nogle frække Polaris Drabanter var i mellemtiden gået forbi os under spiler. Altså op med de 70 kvadratmeter igen. Det lød som et kanonskud, da spileren fyldte, og OKAY formelig løftede sig ud af vandet og tog fart, blot for ti minutter senere igen at gå omkuld. Med en krængning på omkring 75 grader løb vi stadig godt 5 mil, men ikke på rigtig kurs. Nu havde vi lært lektien. Et hurtigt slæk på læ spilerskøde fik os på højkant igen, hvorpå febrilske fingre halede spileren ud, og endnu et skrald forkyndte, at spileren atter stod fuld. Hvor længe mon spileren holder til den behandling?
Søerne over grundene SW for Anholt blev efterhånden temmelig uberegnelige. Polarissen ”Drive” susede forbi os nærmere ved Anholt end vi. I næste øjeblik surfede vi på en stor sø langt forbi ham, og således byttede vi position en tid, indtil vi for tredje gang lagde os vandret. Det bekymrede os dog ikke, for nu kendte vi proceduren. Læ skøde blev givet los, OKAY rettede sig op, og kampen for at få læ skøde halet hjem igen startede endnu engang. Hal Gunnar! lød det fra os alle med en stemme, og Gunnar halede og halede. Da det ikke hjalp ret meget, kom Werner og jeg ham til undsætning og hev i svinget, men spileren fortsatte med at smælde ubehersket. Så gik det op for os, at patentsjæklen havde sluppet skødbarmen og var halet helt ind i blokken. To mand for op på dækket så hurtigt, som seletøjet tillod, hvorefter kampen startede for at bjærge det store blafrende bæst indenbords.
Omsider lykkedes det men med det katastrofale resultat, at det vildt piskende spilerfald i forvirringen snoede sig om forstaget. Fra dækket var det umuligt at se noget oppe i rigningen, og selv vores kraftige stavlygtes lyskegle kunne intet afsløre, så fadæsen kunne klares. Vi fik dog slet ikke tid til at spekulere nærmere over passende metoder til at afhjælpe miseren, for Werner nærmest løb op ad masten og sad allerede oppe på salingshornet, hvor han skreg på stavlygten. Ved hjælp af flaglinen fik han den leveret op til sin voldsomt slingrende position, og herfra dirigerede han os nede på dækket, således at kalamiteten var afhjulpet indenfor tyve kostbare minutter. Herefter kunne vi sætte genua I.
Den røde lystønde på grundene lå for længst langt agten for os. Mange havde foretrukket at gå udenom den, men da den efter løbsreglerne ikke skulle respekteres, var vi gået indenom og havde derved vundet noget af det tabte terræn tilbage. På den ny kurs kunne spileren ikke længere bære, da vinden nu var næsten tværs. Der var rigtig meget luft, men her i læ af Anholt blev søerne mindre, og vi benyttede den forholdsmæssige ro til at få os en bid brød. Lyset fra Anholt Knob fyrskib dukkede op forude, og i den sidste læ af revet gjorde vi os klar til en bidewind sejlads og rullede 9 omgange på storen og skiftede til genua III, rejste sprayhooden og var så klar til at banke nordover mod Læsø. Vinden skønnede vi nu til 12 – 14 m/s og fortsat øgende.
Det blev til et langt ben på bagbords halse over mod svenskekysten. Nattens skydække blæste væk før solopgang, og vi så morgensolens første stråler skinne på Falkenberg, før vi vendte og gik over på styrbords halse. På dette tidspunkt var kun en konkurrerende båd i sigte. Næste ben pegede mod Læsø, og vi stampede nordover i en stadig friskende vind.
På dette tidspunkt var jeg ikke alene utilpas, jeg var også søsyg. Oven i det ofrede jeg, meget mod min vilje, til Hans Majestæt Kong Neptun. At dette skulle overgå mig, efter alle de år jeg havde sejlet og efter en ganske frisk pinsetur til Mariager Fjord kun en uge tidligere.
Pokkers osse, den duer ikke”! Werner bragte radiopejleren tilbage på plads med en hånlig mine. Knap nok vågen steg jeg op fra den lune kahyt, for omgående at blive sendt under dæk igen for at finde en position. Vi havde for nogen tid siden passeret en lystønde i storskibsruten, og nu havde vi en bøje og en kost foran for tværs. Min ønsketænkning udnævnte den omgående til vores nordøstligste mærke, bøjen på Rusmands Banke, men lige meget hvor stærkt jeg end ønskede dette, sagde de kolde kendsgerninger, at det var bøjen ved Kobbergrunden syd for Læsø. Den samme ønsketænkning måtte Werner have haft, da han forkastede resultatet af radiopejlingen, men radiopejleren, der året før havde været til en så god hjælp under Skaw Race, fejlede altså ikke noget.
Jeg kontrollerede endnu engang på søkortet nede ved kortbordet. Hvad der derpå skete, har jeg ingen erindring om, men da jeg igen vågnede op, lå jeg nede i pantryet i læ med en ordentlig bule i styrbords side af hovedet. OKAY havde sat sig voldsomt i en sø, med omtalte bule som resultat. Denne hændelse bidrog bestemt ikke til nogen forbedring af situationen med mit i forvejen bulne hoved. Jeg måtte op igen for at ofre. Selvom jeg var skidt tilpas, og smerterne i hovedet af og til fik det til at svimle for mig, kunne jeg fortsat hjælpe til, når der var behov for det. Men skipperen havde det langt værre. Han sad agterude i cockpittet og holdt krampagtigt fast i søgelænderet, og på dette tidspunkt var han ikke til at drive under dæk.
Et kig forefter imellem sprøjtene afslørede DECCA sendermasten på Læsø og bekræftede dermed vores position syd for Læsø. Den friske NW kombineret med den grove sø og en kraftig sydgående strøm havde bevirket, at vinklen mellem vore to krydsben kun havde været 70 grader.
Werner og Gunnar havde taget en lang tørn og trængte til et hvil, så jeg overtog igen rorpinden. Fornemmelsen i rorpinden og Balladens bevægelser var fremmede for mig og så vidt forskellige fra min egen LA’ers, men vi indgik et kompromis. OKAY sejlede, og lod som om jeg styrede hende. Farten var fortsat god, idet loggen viste støt mellem 5 og 6 mil, så det gik da fremover. Der var ligefrem tid til at fundere over konkurrenterne. Jeg kiggede mig om, tomt overalt. Havet var som blæst for både.
Det flovede en anelse, og selvom søerne slækkede lidt her i læ af Læsø, faldt vores fart til 5 – 4 mil. Vi sled os nordover, og da vi kom fri af sølæen fra Læsø oppe omkring Rusmands Banke, var søerne igen oppe på fuld størrelse, så jeg kunne ikke længere holde fart i båden med den aftagende vindstyrke. Storen blev rebet ud og genua I gjort klar i et forceret tempo, for foran os var der dukket 14 små hvide sejl op. Havde vi virkelig sejlet så ringe, at konkurrenterne var løbet fra os?
Genua I kom aldrig op, for endnu inden skødet var hugget i, hylede det atter i riggen, men nu fra WNW, og vi havde mere end rigeligt med gardin på. Vejrudsigtens dystre forudsigelse om venstredrejende vind var ved at blive en realitet, og vi måtte krydse mod Nordre Rønner. Medens vi langsomt masede os forbi Østerby havn, lykkedes det at få et par klemmer ned. Skipperen var nu i en ringe forfatning, kold og våd. Siden starten fra Hals havde han opholdt sig i cockpittet, og nu blev han trods heftige protester beordret under dæk for at blive varmet op.
Lørdag aften nærmede vi os Nordre Rønner. Umiddelbart før rundingen så vi i et kort glimt en motortorpedobåd stå ud fra Frederikshavn, et pragtfuldt syn når den i en sky af skumsprøjt pløjede sig gennem de store søer.
Omsider rundede vi Nordre Rønner, men vinden fulgte os pligtskyldig over i WSW, og det blev igen til bidevindssejlads, nu ned mod lystønden på Læsø Rev. På denne strækning nåede vinden det maximale, vi oplevede på turen. De konkurrerende både forsvandt alle som en ind i Sæby havn, og vi blev klar over, at det måtte have været svenskere. Denne opdagelse lettede ganske godt på humøret. Tværs af Stensnæs rummede vinden omsider en anelse, og med et par tommers slæk på skøderne, racede vi ned mod Hals Barre.
Søndag, 5.6.1977.
Heldigvis udeblev den til om Søndagen lovede regn. Morgenens første grå skær meldte sig på østhimlen, da vi med 6 omgange på bommen og genua III i et sidste hårdt kryds savede os vej ind gennem renden til Hals imod en stærk østgående strøm.
Klokken 02:58 passerede vi endelig mållinien ved Hals lodsstation og indkasserede vores velfortjente trut fra tågehornet. Loggen, som sandsynligvis viste for meget, angav vores udsejlede distance til 222,5 Sm, hvor turen uden krydstillæg var 135 Sm.
Allerede udenfor havnen prøvede vi at identificere bådene på masterne, og indenfor molerne blev vores bange anelser bekræftet. Begge Ylvaer, Polariserne, Scampierne, Monsunen og den ene Sagitta 35eren fra Lemvig var allerede i havn, hvilket gjorde os noget slukørede. Efter at have fortøjet og fendret godt af, samledes vi i kahytten om varm te og madder og trøstede hinanden med, at vi trods alt havde fuldført sejladsen.
De tre andre tørnede ind og overlod det til mig, der på det tidspunkt var den mest udhvilede, at gå over til lodsvagten og aflevere vore logbogsblade. .
Lodsvagten viste mig resultatlisten, og heraf erfarede jeg, at kun de to Ylvaer, den ene Polaris Drabant Lurifax og Scampien Rød Aalborg havde fuldført, og sidstnævnte var kommet ind 41 minutter før os. Desværre var vores handicap ikke stort nok til at klare denne tidsdifference.
Men listen fortalte også meget andet. Vi var den 5. og sidste båd, der fuldførte. De andre 17 både havde søgt havn rundt omkring. En del var søgt ind i havnen på Anholt, nogle var gået til Bønnerup og Grenå, og andre igen havde returneret til Hals. Der var sket en del havarier af forskellig art. Skærgårdskrydseren ”Irene” havde fået spilerbrønden revet op og var halvfuld af vand nået ind til Anholt. En anden båd havde brækket bommen og en stor del havde flænget sejl.
Meget alvorligere var det med en helt ny båd, hvis glasfiberskrog revnede, og det var kun skipperens og besætningens gode sømandsskab, der forhindrede en alvorlig ulykke. Det lykkedes at bjerge den lækkende og synkefærdige båd ind til Bønnerup. Denne hændelse burde aldrig have fundet sted, og bådkonstruktøren og værftet bærer hele ansvaret herfor.
Et gennemgående træk for sejladsen var, at grejet, bortset fra sejlene, stort set holdt, men det kneb for besætningerne, inklusive mig, der endda kun var begrænset havgal. Søsygen slog de fleste ud. På min forespørgsel til lodsvagten om, hvornår Sagittaen fra Lemvig med de hårde halse var kommet ind, fortalte vagten mig med et svedent grin, at den allerede Lørdag morgen var kommet luskende ind for motor, og at de hårde bananer, jeg havde siddet til bords med under skippermødet og lyttet så andægtigt til, havde rømmet straks ved anløbet og havde taget rutebilen hjem, endnu inden Sagittaen var ordentlig fortøjet. Da de rendte op til rutebilen, stod skipperen og råbte efter dem om at komme tilbage, for han havde ikke mandskab til at sejle skibet hjem.
Skal jeg kort sammendrage de erfaringer, sejladsen bibragte mig, vil jeg udtrykke det således, at jeg trods søsygen fik min selvtillid styrket. Jeg ved nu, hvad jeg kan klare og især, hvad jeg ikke kan magte.
Jeg var havgal på en del af turen og har siden prøvet at analysere hvorfor. Søsyge fremkaldes af to årsager, frygt og forstyrrelse af balancesystemet eller en kombination af begge. På denne tur var jeg aldrig på noget tidspunkt bange, så nu ved jeg, at min søsyge skyldes balancesystemet. Jeg konstaterede at problemet for mig opstår, når jeg udsættes for store påvirkninger i længere tid end 3 timer.
Søndag, 5.6.1977, fortsat.
Også OKAY skulle hjem igen, og klokken 11.25 forlod vi Hals i en sydlig vind på 6 m/s. Vi var alle god trætte og ivrige efter at komme hurtigt hjem, så storen og genua III’eren blev suppleret med motoren. For en gang skyld slap vi igennem begge broer uden ventetid og kunne efter godt 2½ time løbe ind i Vestre Bådehavn.
Læsø – Anholt rundt sejladsen var alle tiders, og jeg glæder mig allerede til den 2. Juni næste år, når vi starter igen.