Starten på Aalborg Freja

Denne artikel er skrevet efter stifteren af Freja, Ejnar Petersens egen fortælling. Hans erindringer er nedskrevet af ham selv i foråret 1973. Der er ikke redigeret i beretningen, kun grammatiske fejl er rettet. De indsatte foto og tekst til samme er ikke fra artiklen, men indsat af Idrætshistorisk Samling.

Ejnar Petersen fortæller:

Jeg er født i Istedgade i Aalborg, og mit første møde med en fodbold skete i skoletiden. Jeg gik i Danmarksgades skole, hvor vi havde oversergent Bratten som gymnastiklærer. Foruden at vise os gymnastik kunne han føre os til badning i fjorden, men han havde ikke forstand på, hvordan man skulle spille fodbold, til trods for, at hans søn blev en dygtig målmand i “Chang”. Vi fik dog rørt benene og havde lyst til at spille. Det skete i Grusgraven ved Hobrovej, og når vi inden for en time skulle spadsere frem og tilbage fra skolen, blev der ikke ret lang spilletid – selv om vi ikke brugte tid på omklædning.

Efter skolen kom jeg i cigarmagerlære hos Obels fabrikker, og da fik jeg den tanke, at der måtte være jordbund for en fodboldklub i den store vestre arbejderbydel. Jeg samlede nogle af mine lærekammerater og kammerater hjemme fra gaden, og 1. maj 1912 startede vi. Af vor lille brogede flok havde de fleste kun de støvler, der brugtes til søndagstøjet – til daglig gik man i træsko. Vi havde ikke forældrenes udelte bevågenhed, fordi de ikke var interesserede i, at sønnernes fodtøj blev ødelagt af at sparke med tåen til en fodbold. Ingen af os havde i begyndelsen rigtige fodboldstøvler – det var en luksus. Vort adelsmærke var kammeratskabet, og vi var idealister. På den tids fodboldstøvler var skafterne af stift brunt lærred og temmelig høje, og der var en læderskive på den indvendige side for at beskytte knoglen.

Vor første fodbold kostede otte kroner og blev købt hos Ejnar Buus i Gravensgade (Slotsgade?). Kontingentet blev sat til fem øre ugentlig, hvilket ikke lyder af meget, men det var i de fleste tilfælde alle lommepengene. Det kneb tit for nogle at betale, fordi de simpelt hen ingen penge havde.

Vi begyndte med 14 – 15 medlemmer deraf de fleste ukonfirmerede, og jeg var den ældste med 16 år. Vi brugte al vor fritid på klubben, idet ingen af os havde råd til at deltage i de få ting, der ellers trak i ungdommen, og vi forstod også den far, der vredt kommanderede de pæne søndags støvler trukket af sin søn, der så måtte spille videre på bare fødder.

Ingen havde lært os at sparke til bolden med vristen, så de mange tåspark fik hurtigt vor bold til at gå op i syningen, og hele vor kontingent gik til at få bolden repareret. Det skete, at vi i flere uger var uden bold, men vi mødtes alligevel hver eneste dag på Fjordmarken og talte om de bedrifter vi engang skulle udføre. Da den første fodbold var slidt helt op, samlede vi vort sparsomme kontingentbeløb sammen og gik ind i “Sportsmagasinet” på Boulevarden (nær skolegades hjørne og spurgte, om vi kunne få en ny bold på afbetaling. Indehaveren var meget forstående, og vi købte en stærk svinelædersbold til 22 kr., hvilket var et fornuftigt køb, fordi det lærte vore spillere at sparke med vristen i stedet for at få tæerne ødelagt. En af mine lærekammerater, Otto Færch Nielsen, kaldet “Kappe”, pralede med, at han aldrig sparkede med tåen, og det var rigtigt, for hans tæer vendte så meget indad, at han kun kunne sparke med “papegøjen”.

Vore målstænger var rundstokke med en snor over, men senere benyttede vi Ryesgade skoles mål og baner, der også lå på Fjordmarken. En søndag skulle vi spille en kamp der, og da vi kom om morgenen, lå der et ret tykt lag tøsne over hele banen. Vi gik resolut i gang med at trille sneen sammen i store kugler for at rydde banen, men et par dage efter blev vi kaldt ind til skolens overlærer og fik en balle, fordi, som han sagde, græstæppet skulle jo hvile under sneen. Vi rystede fortvivlet på hovedet, for vi kendte jo Fjordmarkens “græstæppe” med knolde og huller over det hele.

I den allerførste tid blev klubben kaldt “Ejnars Klub”, hvad jeg var meget stolt over, men navnet “Freja” tog vi fra Randers Freja, fordi den var jysk mester. Vi anede jo ikke, at vi fire år senere bankede dem her i Aalborg. Et halvt år efter starten fik vort bedste hold den første klubdragt: rød- og sortstribede bluser og blå benklæder.

Omklædningen på Fjordmarken foregik i græsset langs banen, og når der faldt sne under kampen, døjede vi med at finde vort tøj igen. Efter kampen tog vi bad i fjorden fra drengebadeanstalten, der lå lige i nærheden. Efter et par års forløb fik vi lov til at benytte et redskabsskur ved skolehaverne, så var vi i al fald i tørvejr.

Rejseudgifter havde vi ingen af. En gang skulle vi spille en privatkamp i Dronninglund (28 km fra Aalborg), og da kun få af vore spillere ejede en cykel, lånte vi hos familie og venner og kørte to på hver cykel den lange vej og tilbage efter kampen – men sådan var tiderne, og vi var tilfredse. I 1914 blev klubben tilsluttet JBU, og vi var stolte over at se vort navn på tryk, vi vidste nu, at spiren var lagt til noget godt. Vi spillede som juniorer i seniorturneringen, og vi slap ikke for ude på landet at blive tromlet ned af langt større og stærkere spillere, men vi tog det med godt humør. Vi havde ikke myndighedernes bevågenhed, så vi lavede bl. a. bortlodninger for at kunne købe nye målstænger, og ved at arrangere “tjen-penge-bal” fik vi nogle få kroner i kassen.

Flere ældre så lidt hånlig på vor klub, og kaldte den for en døgnflue, en gadeklub, som der jo var mange af. De helt små gadeklubber spillede med en tøj- eller gummibold, mens vi skabte tålelige forhold. Vort kammeratskab hjalp os over trængslerne, og vi savnede ikke voksne ledere.

Efter 1915 blev navnet Fodboldklubben Freja ændret til Idrætsklubben Freja, da man tog fri idræt på programmet. Initiativtageren hertil var den kendte løber Skou Christensen fra Nørresundby, som mente, at fodboldspillere havde godt af at løbe, men da han rejste kølnedes interessen, uden at vi havde ofret noget særligt på denne idrætsgren. Jeg husker da Christian Polerhat (søn af marskandiser Christensen på Søndergade) kom hjem fra Amerika med friske laurbær og en masse pokaler, som han udstillede. Han fik sat skub i den frie idræt i Aalborg, men efter min mening skuffede han i nogle løb på den store eksercersplads. Blandt de lokale løbere husker jeg især Bruno Ditzel og Charles Thorup fra AaB.

I Aalborg var der mange gadeslagsmål mellem kvarterets børn, og det gik især ud over værternes tøjstænger, som brugtes til våben. Hvis samfundet havde kunnet byde de unge idrætsforhold som man kan i dag, havde de unge ikke behøvet at udløse deres energi i de voldsomme slagsmål, der gav brådne pander og rindende blod, men dagen efter var modstanderne igen venner.

Det var de færreste unge, som efter skoletiden søgte ind i datidens få sportsklubber, og der skabtes et tomrum i de unges udvikling, der ikke var til gavn for samfundet. Først ved soldatertjenesten kunne de unge mænd få den hærdning, der var nødvendig. Pigerne var endnu værre stillet, for dem var der vel kun gymnastik, indtil der kom roning og svømning. Tennisklubber var der ganske vist, men det var kun for de velhavende.

Jeg husker vor allerførste kamp, som var mod en drengeklub med det usædvanlige navn “Det gloende røvhul”, der trænede ved Fjordanlægget nord for Obels fabrikker. Efter kampen, som vi vandt, sagde en af klubbens stjernespillere, den senere meget dygtige idrætsmand og leder Georg Gundersen (“Gokke”) til os, at kunne de ikke vinde i fodbold, kunne de tæv os med næverne. I arrigskab punkterede de alle de cykler, der lå ved banen. Efter denne affære ophørte klubben med at bestå, og vi fik de dygtigste medlemmer.

“Chang” opstod samtidig med “Freja” og vi spillede ofte mod hinanden, men de havde endnu mere besvær med deres bolde på den hårde bane i Grusgraven. Før “Changs” tid spillede Aalborg Fodboldklub derude, og de rekrutterede mange af deres spillere fra latinskolen (Katedralskolen), som også spillede der. I denne klub var Johs. Langgaard, hvis navn endnu nævnes med stor respekt i Nordjylland. Klubben ophørte ca. 1910.

Før vor første hjemmeturneringskamp (1914) mod 1904 fra eksercerspladsen foreslog “Kabbe” at vi kridtede banen af, og da jeg søndag morgen kom med bolden, var banen “kridtet” af med savssmuld men var blevet så smal, at den lignede en keglebane. Ingen “1904”s spillere opdagede noget usædvanligt, men kampen vandt vi, ligesom vi vandt den første kamp mod “Skjold” fra eksercerspladsen.

Derefter skulle vi udenbys til Aars. Efter de to sejre følte vi os sejrssikre men tabte 0-7, så vi blev klar over, at der skulle trænes endnu bedre. Vi lignede mest en flok store skoledrenge, og måske var det dette, der fik kampens dommer, en lokal lærer, til med løftet pegefinger at råbe til mig: – Hvis en af jeres spillere blot en gang mere sparker bolden ud over sidelinjen, dømmer jeg straffespark! Det kunne vi ikke forstå, hvorfor jeg senere skrev til JBU, da der ikke stod noget herom i lovene. Der var noget ejendommeligt ved banen i Aars, for tværs over den førte en sti op til kirken, og ustandselig måtte vi løbe uden om de mange kirkegængere, der i adstadigt tempo spadserede til kirken.

Efter at være blevet udlært i 1915 var jeg borte fra Aalborg i fire år og arbejdede bl. a. i Helsingør og Odens, hvor jeg spillede for OB, men altid savnede jeg det gode kammeratskab hjemme fra Fjordmarken. I mit sted blev Otto Nielsen (“Nille”) formand og røgtede dette hverv fortræffeligt i 25 år. Jeg har gennem de mange år siden starten været med til at slikke sårene, når det gik mindre godt, og har jublet når det gik godt for Freja. Jeg har været i bestyrelsen for Jysk Pokalturnering i 26 år og har stadig noget arbejde der. I 15 år sad jeg i JBUs udtagelseskommite for seriehold, og jeg var med i Aalborg Pokalturnerings ledelse og for nogle år siden, fik jeg Aalborgs Idrætslederpris samt flere æresbevisninger. Og jeg glæder mig hver gang, der sker noget af betydning i Freja, og den kalder på mig.