Marius Andersen SIFA
Denne artikel er skrevet på baggrund af en båndet samtale mellem borgmester i Aalborg Marius Andersen og journalist Eivind Samuelsen SAM. Samtalen fandt sted i april 1983. Artiklen beskæftiger sig kun med en lille del af Marius Andersens virke som formand for SIFA.
Marius Andersen, som havde været medlem af byrådet i Aalborg siden 1954, blev i 1960 opfordret af daværende SIFA formand Sofus Raaen til at overtage formandsskabet i SIFA. Marius Andersen var positiv over for tanken, men han krævede at blive valgt uden modkandidat.
Marius Andersen, med en fortid i Vejgaard Boldspilklub, var blevet indstillet til posten af fodboldklubberne i Aalborg, men de andre idrætsklubber ville have en modkandidat, og Aalborg Roklubs formand Ib Stetter fik opstillet en modkandidat nemlig advokat Bent Kinnerup.
Sagen var nu politisk, idet Marius Andersen var Socialdemokrat, og Ib Stetter var fra Venstre, og det medførte et større skænderi mellem Sofus Raaen og Ib Stetter. Sofus Raaen skar Ib Stetter af med at sige, at SIFA var upolitisk.
Marius Andersen ville droppe sit kandidatur, men han blev presset med ordene:”Du bliver her, nu er der politik i det, du løber ingen steder”. Marius Andersen blev valgt med stort flertal, og han sad som formand i 18 år til 1978. Han blev en af de mest markante formænd, SIFA har haft.
Det var ellers ikke de bedste betingelser at blive formand under. Aalborg var langt bagefter med byggeri af idrætsfaciliteter. I 1960 var den lille tennishal ved Annebergvej og svømmehallen i Løkkegade de eneste indendørs idrætsanlæg. Der fandtes dog en række gymnastiksale ved skolerne, som blev brugt af mange klubber uden for skoletiden.
SIFAs opgave er jo netop at skaffe faciliteter til klubberne. Den opgave tog Marius Andersen meget alvorlig.
Det var dog en vanskelig tid, for der var skrappe bygge restriktioner, der gjorde det meget svært at få tilladelse til at bygge den slags anlæg. Aalborg Amts Gymnastik- og Idrætsforeninger havde i flere år ansøgt om at bygge en idrætshal på Østre Alle. Efter mange besværligheder og afslag mellem 1957 og 1962 fik de endelig byggetilladelsen i 1962.
Udover problemerne med Boligministeriet så var der også lavvande i Aalborg kommunes pengekasse. Byggeriet af Aalborghallen, som stod færdig i 1953, og opførelsen af højhuset til Kommunehospitalet i Reberbanegade var meget dyrere end planlagte. Særligt sygehusbyggeriet var budgetmæssigt nærmest en skandale.
Stadion og Skovdalen
Det første projekt, som Marius Andersen satte i gang, var ombygningen af Stadion. Det gamle stadion var nedslidt, og banen skulle vendes så den kom til at gå øst-vest. Det var så heldigt, at den gamle siddetribune brændte ned en søndag efter en mesterrække kamp mellem AaB og Freja. Heldigt på den måde at den var forsikret for 100.000 kr., som var et stort beløb i 1961.
Marius Andersen foreslog også, at man samtidig med ombygningen af Stadion skulle opføre en idrætshal ved Stadion. Det gjorde man så, og i 1962 var Stadion ombygget, og året efter blev hallen indviet.
Ved ombygning af stadion forsvandt atletikbanerne der, og Skovdalen fik nye anlæg til erstatning af dem, der var på stadion.
Skøjtehallen
Esbjerg og Frederikshavn havde allerede fået åbne ishockeybaner. Det var SIFA ikke interesseret i. De ville have en lukket hal. Der var skøjtehaller i Gladsakse og Rødovre. Begge private.
På en ekstraordinær generalforsamling i SIFA i 1965 blev det vedtaget at bygge en skøjtehal. Hallen stod færdig i januar 1967 efter mange arrangementer, der alle havde til formål at skaffe penge til byggeriet.
SIFA fik en underskudsgaranti for skøjtehallen fra Aalborg, Hasseris og Nørresundby kommuner.
Der var røster fremme om, at idrætten var blevet forkælet i Aalborg, og den poltiske stemning var ikke kun til fordel for SIFA.
Haraldslund
SIFA var enige om, at der manglede en ny svømmehal til afløsning af den gamle i Løkkegade. Det ville flertallet i Aalborg byråd ikke umiddelbart gå med til.
Ved indvielsen af Skøjtehallen i 1967 havde Marius Andersen lavet en aftale med borgmester Thorvald Christensen om, at de til indvielsen, hvor de hver især skulle holde tale, ikke ville tale om andet end Skøjtehallen. Denne aftale overholdt Thorvald Christensen ikke. Han brugte meget af sin tale til at omtale sin kæphest nemlig et kunstmuseum. Marius Andersen mente, at man skulle bygge en ny svømmehal først. Også byrådet var meget uenige i prioriteringen af de to byggerier.
Marius Andersen foreslog derfor, at man byggede begge ting på en gang.
På et hemmeligt møde i byrådsgruppen blev Rostrup Boyesen, som blev den første leder af kunstmuseet, ifølge Marius Andersen sur på ham, fordi han ville have svømmehallen først. Marius Andersen havde derefter trukket en trumf frem med spørgsmålet om, hvor de ville bygge kunstmuseet. Der blev nogen opstandelse over at opdage, at man ikke havde fundet en grund endnu til kunstmuseet. Borgmester Thorvald Christensen påstod, at det var blevet vedtaget, da Jens Jensen var borgmester. Men det var forkert. Marius Andersen havde ret. Men han lovede en hurtig behandling om byggegrunden til kunstmuseet. Hermed var fortalerne for svømmehallen forrest.
For at skaffe så stor opbakning som muligt til sømmehallen havde Marius Andersen et møde med formanden for ungdomsnævnet i Hasseris kommune Boeck Hansen. Årsagen til mødet var, at Hasseris havde lovet sine borgere en svømmehal. Politisk var der allerede på det tidspunkt optræk til kommunesammenlægninger i Danmark. En sammenlægning mellem Aalborg og Hasseris var højst sandsynlig. Af den grund sagde Boeck Hansen ja til en fælles svømmehal under forudsætning af, den kom til at ligge i Vestbyen. Der var andre foreslag til, hvor svømmehallen skulle ligge, men Hasseris stod stejlt på Vestbyen.
I august måned 1969 stod svømmehallen m.v. Haraldslund færdig.
Økonomi
Som formand for Lystanlægsudvalget i mere end 10 år og viceborgmester fra 1962 havde Marius Andersen stor indflydelse på planlægningen af haller placeret ved skolerne. I hans tid blev der anlagt haller ved flere skoler. Han mener selv, at den første var hallen ved Vester Mariendals Skole. Udover idrætshaller blev der også bygget svømmehaller ved f. eks. Østre Alle Skolen, Sofiendals Skolen og Gl. Lindholms Skole.
Han siger selv i samtalen med SAM, at han koldt og kynisk udnyttede at han var en kendt person, når der skulle skaffes penge til SIFA. Han mener, at der idag – 1983 – stilles større krav fra ungdommens side. Han synes, der er for meget kræve mentalitet.
Der var også ting, han ikke kunne få gennemført så hurtigt, som han gerne ville. En af de ting var klubhuset til B 52. Han mente, at klubben var fuldt berettiget til at få hjælp, da de havde en meget stor ungdomsafdeling.
Han var dog modstander af de koncerter, som B 52 afholdt med stor succes. Han mente, at det var en dårlig kombination at hjælpe de unge ved at holde koncerter med udskænkning af alkohol. Marius Andersen kaldte B 52s fortjeneste for Judaspenge.
Sagen med B 52s anlæg på Scoresbysundvej blev dog også løst i Marius Andersens formands tid.
Marius Andersen nævner et PR løb på Væddeløbsbanen, som gav et overskud til SIFA på 50.000 kr. Men han mener ellers, der var økonomisk små tider i SIFA.
Ved at give bryggeriet Urban eneret på at sælge øl på stadion fik han bryggeriet til at betale øl baren på Stadion. Den kostede 30.000 kr.
Ungdomslegene
Marius Andersens største bedrift som SIFA formand var vel nok Ungdomslegene. Et projekt der nok kan tage pusten fra de fleste. Men ikke fra Marius Andersen.
Han siger beskedent, at han egentlig fik ideen af daværende kommunaldirektør Hans Nielsen. Han var en stor fortaler for samarbejde især mellem byer i Norden men også i resten af Europa.
Ideen med privat indkvartering var god, og mange venskaber blev knyttet ved disse indkvarteringer. Marius Andersen mente, at det var samværet frem for konkurrencen, der blev det bærende ved Ungdomslegene. Sloganet gav næsten sig selv: “Venskab over alle grænser”.
Solsidehallen
Efter Nørresundby i 1970 var blevet lagt sammen med Aalborg, var det tid til at udbygge det, vi i dag kender som Nørresundby Idrætscenter. Der havde været indsamlinger igang et stykke tid for at få penge til at opføre den store hal kaldet Solsidehallen.
Indsamlingerne gik dog ikke så nemt, som da Aalborg samlede ind til Skøjtehallen. Marius Andersen siger, at han aldrig søgte tilladelse til indsamlingen i Aalborg. I Nørresundby søgte de tilladelse flere gange med negativt svar. Politimesteren hed på det tidspunkt Elmer Nyborg. Han var en paragrafrytter og ikke til at stikke i. Det blev nej flere gange fra Nyborgs side, indtil folketingsmedlemmet fra Nørresundby Peter “Futsko” Nielsen fik sagen gennem ministeriet.
Det lykkedes dog Marius Andersen at få Nyborg til at give 10 kr. til skøjtehallen. Ved en færdselsudstilling i Aalborghallen med efterfølgende frokost, havde Marius Andersen taget sin indsamlings liste frem og bedt hver enkelt til frokosten om 10 kr. Nyborg havde straks protesteret ved at sige, det var ulovligt. Hertil svarede Marius Andersen, at det kun var fordi, Nyborg var så nærig, at han sagde det var ulovligt. Marius Andersen sagde, at det tog næsten en time at få ham til at give de 10 kr.
Solsidehallen blev bygget og Marius Andersen indviede hallen i 1971.
Senere er der blevet udvidet flere gange på Lerumbakken i Nørresundby. Svømmehallen var oprindelig et udendørs bassin, hvor man om vinteren satte en boble over. Det var en form for dug, der blev holdt oppe af et lufttryk. Da energikrisen ramte Verden i 1973, lukkede man bassinet i en periode, da boblen og opvarmningen af vandet brugte rigtig meget energi. Det var ikke godt for svømmesporten, for det var Storaalborgs eneste 50 m. bassin.
Afslutning
I slutningen af samtalen mellem Marius Andersen og SAM nævner han en række mindre ting. En af tingene er, at der altid var et stort flertal bag de ting, han byggede. Han mener ikke, at der dengang var et problem mellem at være borgmester og formand for SIFA på samme tid. Det ville der være i dag (1983). Han mener også, at der er områder i storkommunen, der er blevet “forkælet”, hvilket han mener, gik ud over Aalborg midtby. Men hvis der ikke var kommet en storkommune, så ville de mindre kommuner ikke havde kunnet løfte de opgaver, der var, til skade for idrætten.
Selvom det var i “de glade tresser”, hvor der blev bygget rigtigt meget, at Marius Andersen var formand for SIFA, så er han den formand i SIFA, der har skaffet idrætten i Aalborg flest faciliteter. Som borgmester i Aalborg er han en af dem, der har gjort mest ikke kun for idrætten men for Aalborg nogensinde.
Marius Andersen: “Jeg betragter mig som verdensmester i spadestik, rejsegilder og indvielser.