IDRÆTSKLUBBEN 1919

Af Eigil Christensen

STARTEN

I sommeren 1919 gik der nogle atletikfolk rundt i Aalborg Fodsports Forening (AFF) og var utilfredse med flere ting i klubben. De synes, at omgangstonen i klubben var for fornem med for mange, der sagde De til hinanden. Også den måde nogle af atletikudøverne tog træningen på, mente de var for useriøs. En af stifterne af IK 1919 Laurits Madsen skriver i sine erindringer, at AFF formanden Hans Petersen kom til træning i sit fine tøj, og kun smed jakken når han trænede. Madsen skriver også, at de ønskede mere ud af deres atletik nemlig større præmier rejser og lignende.

Derfor indkaldte de utilfredse AFF medlemmer til møde om dannelsen af en ny atletikklub. Og den 1. oktober 1919 dannede 16 aktive og 12 passive Arbejdernes Idrætsklub (AIK). Udover atletik var der også gymnastik på programmet fra starten.

Klubbens første store initiativ blev afholdelsen af et lokalt terrænløb. Det var starten på Kildeløbet, der blev en stor tradition i Aalborg i mange år.

Det første kildeløb blev vundet af Johs. Jensen kaldet Nash. Han løb i tiden 16 min. 10 sek. En tid der først blev slået 18 år senere. Onde tunger påstod, at han havde løbet en omgang for lidt, men resultatet blev stående.

AIK havde stor fremgang, og i 1925 startede klubben filialer op i Vejgaard og Nørresundby. Begge klubber blev dog hurtigt selvstændige, men de beholdt AIK navnet.

Ved 10 års jubilæet afholdtes et stævne, hvor finnen Yrjela satte ny verdensrekord i 10 kamp.

Atletikken havde i disse år stor fremgang i Aalborg med mange gode atleter. Flere danmarksmestre i både løb og kast var i de år medlem i AIK.

Gymnastikken var også i fremgang både for herrer men også for damer.

HENRY NIELSEN

Skal man omtale atletikken i Aalborg i 30’erne, så kommer man ikke uden om at nævne den måske største løber i Danmark Henry Nielsen. Mens han var medlem i AIK deltog han i et løb i Stokholm i 1934, hvor han satte verdensrekord i 3.000 m løb.

Henry Nielsen havde dog trods sit store talent ikke sporten i tankerne, når han løb. Han tænkte kun på at tjene penge på sin sport. Dengang var det absolut forbudt at modtage selv den mindste pengepræmie. Men alligevel var der klubber, der kæmpede for at få Henry Nielsen til at løbe for sig.

Resultatet blev til sidste, at han først fik en kortere dom for at modtage penge og ikke meget senere blev han udelukket på livstid fra atletik.

HÅNDBOLDEN

I 1920’erne var man begyndt at spille håndbold på turneringsplan i København. Det fremgår ikke af kilderne til denne artikel hvorfor det blev AIK i Aalborg, og så med kvinderne der kom først. Men i 1932 begyndte damerne at spille håndbold i AIK. Hermed blev Marinus Thomsens ide om kvindehåndbold i AIK ført ud i livet.

Man startede træningen på stadion. Håndbold blev spillet udendørs, fordi der endnu ikke fandtes nok haller man kunne spille i.

Allerede i 1934 vandt AIK det Jyske Mesterskab for kvinder med træneren Viggo Petersen. I 1939 vandt de landsmesterskabet under DDSG&I.

Først i 1939 begyndte herrerne også at spille håndbold i AIK. Igen var det med Viggo Petersen som træner.

Selvom håndbolden fik en god begyndelse i AIK, så var alle ikke tilfredse i klubben.

NOGLE KOMMER OG NOGLE GÅR

Gymnastik afdelingen, var som atletikafdelingen stor, og havde mange talenter. Der var dog en udbredt modvilje blandt gymnasterne mod, at de tit blev trænet af atletikfolk.

Det førte til, at mange elitegymnaster og andre i 1935 brød ud af AIK og dannede gymnastikforeningen VIDAR.  En gymnastikforening der hurtigt blev populær i Aalborg, og var en stærk gymnastikforening i Aalborg i mange år.

Som et nyt tiltag begyndte klubben med orienteringsløb i 1940. Det var en forholdsvis ny idrætsgren, der ikke var så langt fra terrænløb, og som stadig var en stærk disciplin i AIK.

En af AIKs store terrænløber Folmer Dyrman skriver i sine erindringer, at der i 1943 var opstået en kløft mellem atletikafdelingen og håndboldafdelingen. Det resulterede i, at en stor del af atletikafdelingen brød ud og dannede IK Kammeraterne. For øvrigt med Folmer Dyrman som formand i 15 år.

I foråret 1945 vedtog AIK på en generalforsamling at skifte navn til Idrætsklubben 1919 – IK 1919. Det var ikke en enig generalforsamling, der stemte for navneskiftet, og der var en del utilfredshed i klubben over navneskiftet.

I starten af 1950’erne var der en krise i klubben. De mange skift i klubben havde gjort, at økonomien var løbet af sporet, og en løsning var svær at se. I 50 års jubilæumsskriftet står der, at en hård kerne stod sammen. Med stor velvilje fra medlemmerne blev der indsamlet et beløb, der efter datiden var stort. Stort nok til at klubben kunne overleve.

I omtalte jubilæumsskrift fylder håndbolden næsten alt. Derfor kom det nok ikke som nogen stor overraskelse, at klubben i 1963 sagde farvel til atletikken, og nu udelukkende koncentrerer sig om håndbold.

HÅNDBOLD FOR RESTEN

Nu var klubben en ”ren” håndboldklub.

Et tilbageblik på de håndboldmæssige resultater dækkes nok bedst med udtrykket: Skiftende.

Andre udtryk kunne være: rutsjebane, skuffelser, glæde, håb, håbløshed og mange flere.

Men glæden ved håndboldspillet forsvandt aldrig. Op eller ned. Lige meget. Der var altid en optimisme i klubben om, at det nok skulle blive bedre. En optimisme der blev holdt i live gennem en stærk klubfølelse.

Var de sportslige resultater ikke altid gode, så var de sociale resultater det. En stærk klubfølelse blev forstærket ved afholdelse af fester i klubben.

1919 er den eneste klub, hvor jeg har set, at man i regnskaberne direkte havde en konto, der hed fester. Andre klubber kan have haft det samme, men jeg har aldrig set det.

Var resultaterne nu også så svingende?

Ja det var de nok i den forstand, at når klubben kæmpede sig op rækkerne, så kneb det med at holde fast. Det er derfor ordet svingende kommer på tale.

I 1961 rykkede 1919s herrer op i 2. division. Det blev en lang overlevelseskamp, før de i 1966 måtte rykke ned.

På det tidspunkt var damerne i stærk fremgang, og selv om de ikke vandt 2. division i 1966, så klarede de sig så godt, at de i 1968 kom i 1. division. Desværre måtte mændene samme år helt ned i den jyske kvalifikationsturnering efter ni år i danmarksturneringen.

Det gav indimellem nogle frustrationer, og i formanden Erik Jeppesens beretning fra generalforsamlingen i1969 kan man bl. a. læse: Det sørgeligste var, at vore to bedste herrehold måtte forlade henholdsvis 3. div. Og HM (Herre Mesterrækken), efter en sæson som har været plaget af dårlig holdmoral, for meget mundhuggeri og manglende samarbejdsvilje under kampene. Om økonomien står der i samme beretning: Økonomi i 1919, ja vi lever som sædvanlig fra hånden og i munden, og må hele tiden klare os uden mindste form for reservekapital.

Tanker om en sammenlægning af Aalborg Freja og 1919 nævnes også i beretningen, men afvises da Freja jo spiller fodbold og 1919 håndbold. Formanden kan derfor ikke se fordelen ved en sammenlægning. Men tankerne var der.

Ovenstående uddrag fra en beretning dækker meget godt den fornemmelse man får, når man læser 1919s historie. 

I 1969 måtte damerne også rykke ud af 1. division. Aalborg Stiftstidendes navnkundige sportsredaktør Eivind Samuelsen ”Sam” kaldte det: det foreløbige sidste klassemandskab 1919 har præsteret.

Sam skriver i 75 års jubilæumsskriftet, at han efter han havde sendt en kvindelig stafet ind i damernes omklædningsrum efter en drabelig kamp mod AFF, sagde Stella Mølgaard, at han bare kunne komme ind. Helt rød i hovedet stillede han sine spørgsmål, medens han fik set, hvordan damer så ud uden tøj både forfra og bagfra. Nej hvor de grinede af mig.

Klubbens ambitioner har altid været store. Eget anlæg med klubhus har stået øverst på ønskelisten i mange år. I klubbens jubilæumsskrifter udtaler formanden altid, at ønsket til fremtiden er eget anlæg. Det er et ønske, som den nuværende kommunale økonomi nok har lange udsigter for at indfri.

I 2005 fortæller næstformand Torben Nielsen om økonomisk opretning. Både sportsligt og socialt gik det fint, men økonomien var i uorden. Igen var det en kraftanstrengelse fra melemmerne, der rettede økonomien op. En forhøjelse af kontingentet med 30 % førte ikke til medlemsflugt. Tværtimod. Torben Nielsen kalder selv 1919 en klub for bredden, selv om der ingen ungdomsafdeling er. Man skal være fyldt 18 år for at blive medlem i 1919.

I 2009 ved 90 års jubilæet kalder Torben Mortensen klubben for næsten elitefrit område. Til gengæld siger han, at klubben med 12 seniorhold hold er byens største håndboldklub. Men det er klubbens sociale liv til træning og kamp, men også til fester der er i højsædet.

LANDSHOLDET

1919 har, selv om bredden har været stor, dog også haft 4 landsholdsspiller. Alle hos damerne. Kirsten Jensen har spillet 3 landskampe. Carla Jensen 4. Så er der et stort hop til Vibeke Jensen, der har spillet 34 og Birgit Rasmussen 36. Ikke alle landskampene er spillet for 1919.

Da Birgit Rasmussen stoppede karrieren, regnede mange vist med, at hun nu skulle træne damerne i 1919. Skuffelsen var derfor stor, da hun valgte trænergerningen i en konkurrerende Aalborg klub.

Det største navn i IK 1919 må alligevel være Stella Mølgaard. Selv om det ikke blev til landsholdet, så har nok ingen sportsligt gjort mere for 1919 end hende. Hendes betydning af håndboldspillets udbredelse i Nordjylland kan ikke overvurderes. Men samtidig dyrkede hun både atletik og gymnastik, til hun var højt oppe i årene.