Idrætsklubben Thor Nørresundby

Denne artikel er baseret på et interview med Frode Larsen, som var medlem af Idrætsklubben Thor. Thor var en fodboldklub i Nørresundby. Interviewet er lavet i sommeren 1980 af journalisten Eivind Samuelsen SAM fra Aalborg Stiftstidende, som avisen Nordjyske hed i 1980.

Det har ikke været muligt at finde flere end de tre fotos, som er brugt i artiklen. Idrætshistorisk Samling har meget lidt materiale fra boldklubberne i Nørresundby. Skulle du kære læser være i besiddelse af materiale uanset hvad fra en af boldklubberne i Nørresundby, vil vi gerne have det eller låne det for kopiering.

Interviewet er ikke helt historisk korrekt. F. eks. så er Thor stiftet i 1926 og ikke i 1929, som Frode siger. Det er helt normalt, at det kan være svært med årstal. Interviewet har dog den store styrke, at det siger noget om dagligdagen i en mindre fodboldklub, som Thor må betragtes.

Der var to fodboldklubber i Nørresundby på den tid nemlig udover Thor, Velo. Hvis man læser om Velo, så får man ikke det indtryk, som Frode har, nemlig at Velo skulle være en klub for de rige. Sandt er det dog, at Velo havde en dyrlæge som formand og sikkert også sponsor.

Velo og Thor blev lagt samen i 1946 til Nørresundby Boldklub.

Frode Larsen fortæller:

Thor blev startet i 1929. Var ikke en aflægger af Velo, som nogle tror. Det var unge mennesker, der i stedet for at stå på byens gadehjørner, samlede sammen af 10-ører, og for den samlede kapital, blev der købt en fodbold.

Alle klubbens medlemmer var meget fattige.

Sådan gik det til, at vi fik vores første fodbold, men så skulle vi jo også have et sted at spille. Og vi gik i krig med at finde stedet. Nede ved havnen fandt vi et sted, ved Hedegaards pakhus, en temmelig stor plads, men som ikke var andet end huller. Der fik vi lov til at planere banen, og vi var ca 50 unge, som med skovle, river og spader planerede pladsen. Og så byggede vi bagefter vores eget lille klubhus ved banen. Banen kom der aldrig noget græs på, for det fik aldrig lov til at gro. Klubhuset blev på to rum med træbænke, i midten koldt brusebad, som bare var en haveslange.

Velo var for de mere velhavende, vel nærmest de rige, som virkelig havde midler, og vi andre kunne slet ikke gøre os i denne klub, derfor dannede vi altså denne arbejderklub. Da Thor havde eksisteret et år ca., udfordrede vi Velo’s 3. hold, som imidlertid afslog, de ville ikke spille med os. Men så tilsluttede vi os til en turnering og kom i kreds med Velo’s 2. hold, og dem kløede vi eftertrykkeligt, og lidt efter lidt kom vi så meget i gang, at vi også udfordrede deres 1. hold, men så fik vi klø. Der var en masse tilskuere, og det foregik på Nørresundby Stadion.

Vi var så fattige, og jeg kan ikke lade være med at more mig, når jeg tænker tilbage på vores fodboldstøj dengang. Vi havde grønne og hvidstribede trøjer, hvide bukser, der sjældent var hvide. Jeg kan huske, der var en, der spillede i sin mors snørrestøvler, og var der en, der havde et par rigtige fodboldstøvler, ja, så blev parret delt, og den, der var god venstrebensspiller fik venstrestøvlen, mens en anden, der var god højrebensspiller, fik højrestøvlen. På den anden fod havde de så en snørrestøvle eller en sko. Det var et kosteligt syn at se, når vi løb på banen, og ikke mange af os havde den grønstribede bluse på, vi var i alt muligt spraglet. Men som årene gik, må vi erkende, at vi blev både bedre udrustet med hensyn til tøj, og vi blev også fodboldspillere. Der var mange tilskuere til vores kampe efterhånden også 3.000 – 4.000 tilskuere. De betalte alle 25 øre for at komme ind. Vi begyndte at stille fordringer, ville have andel i entreindtægten, men så langt kom vi nu aldrig.

Da jeg havde været i Thor et års tid, blev jeg materialforvalter. Materialforvalteren skulle bl. a. kridte banen af. Senere blev jeg medlem af bestyrelsen, kom i spilleudvalget, og jeg blev træner for juniorerne og blev opkræver. Vi havde både drenge og juniorer. Vi havde 3-4 seniorhold, 1 juniorhold og 2 drengehold. Jo, lidt efter lidt fik vi styr på det.

Når jeg tænker på vores fattigdom, tænker jeg også tit på, at vi havde nogle særlinge imellem også. Vi havde en dreng, der hed Valmer (Valdemar) – vist Pedersen. Vi kaldte ham Semyre, jeg skaffede ham et par brugte fodboldstøvler og et par strømper, det var det eneste fodboldtøj, han havde. Han spillede i sine lange bukser og med bar overkrop. Når vi var færdige med at spille, pakkede han strømper og fodboldstøvler ind i en sæk, og denne gravede han ned i et hul ved banen, for han havde ingen steder at gå hen, han sov om sommeren på bænke og andre steder, men fodboldstøvlerne vidste han hvor var.

Om vinteren, når vi ikke kunne sidde i klubhuset for kulde, var vi hos Barberfrank, han havde en stue, hvor vi kunne gå op og blive klippet, og der sad vi så ofte 15-20 mand og snakkede. Det var i Kronprinsens Alle. Jeg kan huske, at vi skulle klippes på kredit, men var der nogen, der kunne slippe en 5- eller 10-øre, så splejsede vi, så vi kunne få den mest langhårede klippet.

Der knytter sig også en anden historie til Barberfrank (Frank Larsen). Han spillede i sin mors snørestøvler, der gik til midt på benet. De var spidse, og vi havde plejset sammen, så han fik en Thortrøje og et par hvide bukser.

I vores klubhus havde vi petroleumslamper, og vi var tit 45-50 mennesker forsamlede dernede. Det var enormt hyggeligt. Fornøjelser derforuden var der næsten ingen af. Vi havde heller ikke råd til at deltage. Men engang kom vi dog til bal på Royal, det kostede 25 øre at komme ind, en kop kaffe kostede 40 øre. Det var stedet dengang. Vores påklædning var ikke altid så fin til at gå til bal i.

Klubhad var noget, der florerede vældigt i Thor første år. Vi var jo ikke de fine, og Velo så ikke til vores side. Ville ikke have noget med os at gøre. Da vi begyndte at snakke om sammenslutning med Velo, var vi nået dertil økonomisk, at vi var meget velfunderet, mens Velo intet havde. Thors kassebeholdning var kr. 5.000 og Velo havde kr. 80.

Thor søgte tit kommunen om tilskud, men vi fik altid afslag. Velo fik derimod i pose og i sæk. Vi kunne heller ikke få lov til at spille vores turneringskampe på stadion, ligegyldigt hvor pænt vi bad om lov. Først da vi kom i A-rækken, i 1938, fik vi adgang.

Vores forskellige tricks har vi moret os meget over, vi skånede ikke hinanden heller. Men vi havde tit 8-10 mål i en kamp. Det var ikke noget sjældent. Vore støvler var efterhånden blevet udskiftet til rigtige fodboldstøvler for alle, men de var tunge og med jern i næserne. Men spille kunne vi.

Jeg husker en sommerkamp i Vester Hassing med to hold. Det var lørdag aften efter fyraften. Vi cyklede til Vester Hassing, og vi havde damerne med. De cyklede også. Vi havde kaffe, sodavand og rigtig vand med, og alt, hvad der var af fortæring, blev samlet, og så blev der fællesspisning. Vores 1. hold skulle spille først,der havde vi Kanonbørge på. Han lavede et mægtigt spark til bolden, så den røg lang langt væk. Vores bold var med snøre. Men efter Kanonbørges fuldtræffer var bolden punkteret og skulle lappes. Så gik der 20 min. med det, og så først kunne kampen fortsætte, men Kanonbørge måtte ikke spille med, modspillerne syntes, han var for hård.

Efter kampen skulle der festes. Der var 2 spillere, der havde rabarbergrød med og 2 l. mælk. Vi lagde os alle på maven og spiste rabarbergrøden fra de to opstillede skåle. Der blev spist op. Når jeg tænker på, hvad unge spiser nu, og hvad vi spiste dengang, undrer jeg mig. Vi havde ofte fire halve stykker rugbrød med sukker på med og delte, så alle fik lige meget. Jeg var vel nok den, der tjente flest penge dengang, så jeg betalte faktisk tit for sukkermadderne.

Jeg var med i Thor i 10 år, har fået en sølvnål iøvrigt. Men krigen kom og satte en stopper for klublivet. Vi blev flyttet op på Skansen, hvortil vi flyttede vores hus. Tyskerne tog huset til grisesti, og vi blev truet, skulle ikke bryde os om at komme derop mere. Vi spillede kampe under krigen, men vi havde ikke nogen steder at træne, men vi spillede mange kampe. Transporten skete pr. cykel. Og på disse cykelture havde vi meget skæg og meget godt kammeratskab, vi hjalp hinanden med punkterede dæk, og ventede på hinanden, hvis vi skulle lappe. Så kom vi bare en halv eller en hel time for sent til kampen.

 

Vi holdt også idrætsuger i Nørresundby. Med optog gennem byen som start. Her havde vi placeret Verner Nielsen, den senere landsholdsspiller, i en kæmpeballon, der skulle forestille en fodbold på en ladvogn. Ved disse optog stillede alle Thormedlemmer i klubdragten. Det var kun fodboldklubberne, der deltog i disse idrætsuger. Der var telte på stadion med næsten alt muligt. Restaurationstelte, forlystelsestelte, cirkustelte og sangerindetelte. Goliath var også deltager. Han blev kørt over af en lastbil, var stærk mand. Indtægterne delte vi, i alt fik vi nok ca. 1.000 – 4.000 kr.

Igennem årene har vi haft 5 ekstraordinære generalforsamlinger, hvor vi i Thor altid har stemt for sammenlægning med Velo. 5. gang vedtoges sammenlægningen, og det var efter, at vi var blevet de stærkeste både på grønsværen og økonomisk. Vi havde endda på det tidspunkt fået mange Velo folk over i Thor. Men vi kunne se, at de sportslige resultater ville blive bedre ved en sammenlægning, og det holdt stik. Allerede året efter rykkede vi op. Men det gik ikke godt det hele, for allerede 2 år senere rykkede vi ned igen.

Medlemmer i klubben har været: Alfred Christensen, bankbud, Alfred Dinge Jensen, Anker Hansen, målmand. Skind og Ben Aksel Andersen var også en dygtig målmand. Henning Larsen, rådmanden og han bror Sophus Larsen, der senere kom i byrådet. Knud Nielsen også i byrådet. De to sidstnævnte var udmærkede spillere, men spillede ikke på 1. holdet. Vilhelm Borggaard var vist Thors første formand, indtil Sophus Larsen kom til. SL var formand til vi sluttedes sammen med Velo.

Ernsts far, Hestewilliam, William Hansen, var Velos materialforvalter. Han havde selv 10 drenge og en pige, så han havde egentligt et helt hold. Drengene var bl. a. Ernst, Leif og William. Den gamle var en markant person, havde kun en tand i munden. Han meldte sig på et tidspunkt i Thor og spillede Old Boys. Det var et godt Old Boys hold, som faktisk slog alle andre OB hold.

Idrætsmærkeprøven havde vi også engang, men det ebbede efterhånden ud, da vi ikke kunne skaffe folk til at stå for disse prøver.

For 10 år siden startede jeg den såkaldte støtteforening. Da jeg holdt op med at være holdleder. Man troede, jeg var blevet tosset. Vores faste tilholdssted var Holle ved formiddagskaffetid, og jeg kan huske, Bent Uldahl, Kaj Eriksen og jeg startede vores skiltekampagn. Vi måtte ikke sætte faste skilte på, men vi lavede det sådan, at vi tog skilte op og ned til kampene, der var plads til 100 skilte, og vi startede med 5. Det giver os en klækkelig indtægt. Vi startede med selv at lave skiltene, men det gør vi ikke i dag. Vi har også gåse-andespil, det er også blevet en succes, og lidt efter lidt er det blevet til noget, man kan kalde en kassebeholdning.