Et fotografi

Idrætshistorisk Samling har i dag ca. 5.500 enkelt registrerede fotoer. Derudover har vi mange fotoalbums og andre medier med fotoer. Desværre er der mange af disse fotoer, der ikke har nogen informationer overhovedet. Lige måske med undtagelse af klubbens navn. Det her viste foto hører til i den ende, hvor man har alle informationerne.

Fotoet fortæller en historie i sig selv. Der er vedlagt en mindre sportslig karriere liste til de forskellige atleter. Fotoets kvalitet og den vedlagte liste giver tilsammen et godt billede af Aalborg Atletklub Jydens position i Aalborgs idræts liv i 1918.

 

 

 

foto

Bageste række fra venstre Arthur Dam, Valdemar Jensen, Otto Worm, Henrik Jensen, Søren Pedersen, Chr. Christensen, August Hansen Niels Christensen.

Midterst række fra venstre Felix Nielsen, Frits Hansen, Valdemar Johansen, Carl Jylling, Chr. Jensen, Jens Harlis, Hans Nielsen.

Forreste række fra venstre Adolf Jensen, Wilhelm Pallesen, Georg Gokke Gundersen, Oluf Gundersen, Poul Sommer.

 

 

At der blev taget et sådan foto i 1918, var ikke noget nyt. Om Jyden fik taget et foto regelmæssigt, kan ikke bekræftes af de kilder, jeg har. Jeg ved dog fra deres 25 års jubilæums skrift, at der blev taget et foto i 1907 med titlen Gamle Atleter. På dette foto er der 9 atleter. I 1912 blev der også taget et gruppefoto med titlen Atleter. Nu er der 16 atleter på billedet. På det her viste foto fra 1918 er der 20 atleter inklusiv formanden, som også var atlet.

De to første fotoer ved vi ikke så meget om. På det fra 1918 kender vi alle navnene og gennem den vedlagte beskrivelse af de enkeltes sportpræstationer kan vi se, at der er nogle, der har været med længe, og nogle hvis karriere lige er startet.

Til de sidste hører den knælende unge mand helt til højre. Hans Nielsen. Indmeldt i Jyden netop i 1918 og formodentlig på det tidspunkt kun deltaget i et begynderstævne, hvor han vandt. Han fik en fantastisk bokse karriere, der kulminerede med OL guldmedaljen 1924 i Paris.

I bageste række nummer fire fra venstre ses Henrik Jensen med det fine overskæg. Udover at være formand for Jyden fra 1904 – 1917 var han også i mange år en habil bryder. Sværvægt som det nok kan ses. I Jydens 25 års jubilæums skrift betegnes Henrik Jensen som veteranen, da han blev valgt som formand for klubben i 1904. Klubben var 6 år gammel på det tidspunkt, så det var efter nutiden hurtigt at blive betegnet som veteran. Henrik Jensen var en god organisator, og var med til at starte SIFA i 1911. Han blev valgt til SIFAs første revisor. Han var også med til at starte andre idrætsklubber f. eks. Svømmeklubben.

Til højre for Henrik Jensen står en anden sværvægter nemlig Slagteren fra Vejgaard Søren Pedersen. Han kom til Jyden i 1918 fra Kolding, og var oprindelig bryder, men fandt hurtigt sit rette element i boksningen. Han var i 1918 en kommende stjerne i Jyden med 2 OL sølvmedaljer senere i karrieren. Han blev efter OL 1924 professionel og flyttede til udlandet. I forbindelse med hans overgang til professionalisme udtaler bestyrelsen i oktober 1924: Tak Søren for din værdifulde indsats for Jyden. Vi vil stedse følge din færd med interesse og sympati, og det er vort håb, at du må opnå det, som har været årsagen til det foretagne, vigtige skridt. Det var et stort savn for Jyden, at miste en sværvægter i den klasse. Der findes ingen eller kun få oplysninger om hans karriere. Han dør sandsynligvis i Antwerpen i 1945. Der er dog et referat i Jydens klubblad november 1924 om Sørens første kamp som professionel. Det blev til en klar sejr til Søren over en englænder, der på forhånd var storfavorit.

Til højre for Carl Jylling, der er i civilt tøj, ses en af de andre store Jyden atleter nemlig Chr. Jensen. Indmeldt i klubben 1902. Georg Gokke Gundersen skriver som redaktør af 25 års jubilæumsskriftet om Chr. Jensen: 1916 var ikke rig på sportslige begivenheder. Chr. Jensen vandt af gammel vane sit danmarksmesterskab i vægtløftning. Lidt nonchalant skrevet men sandt. Chr. Jensen vandt DM og JM i vægtløftning 10 gange. Flere gange deltog han også i brydekonkurrencer med pæne resultater. Han vandt mere end 50 præmier i sin karriere. I mange år sad han i Jydens bestyrelse som repræsentant for vægtløfterne.

En anden, der sad i Jydens bestyrelse, var Georg Gokke Gundersen. I daglig tale bare Gokke. Han ses på fotoet i første række i midten. I ikke mindre end 43 år arbejdede Gokke i bestyrelsen. Men udover det var der også tid til en strålende karriere. To DM og JM i vægtløftning. 5 DM + 1 NM + 7 JM i brydning. Herudover deltog han ved OL i 1924, hvor en skade satte ham ud af spillet. Han var ellers spået som en af favoritterne i sin klasse. Inden han blev skadet, lykkedes det ham at besejre den kommende Tarzan alias Johnny Weismüller. Dog var det uden for ringen og efter provokation af Tarzan. Efter OL opgav han den aktive karriere på grund af skaden, og blev kampdommer. Altså i boksning. Udover disse gøremål var han også i mange år aktiv i Aalborgs Idrætsuger. Et arrangement som SIFA i mange år afholdt, og som var en god indtægtskilde til SIFA og dermed til de af Aalborgs idrætsklubber, der var medlemmer af SIFA.

I den forreste række helt til højre lige før Hans Nielsen ses Poul Sommer. Indmeldt i klubben i 1906. I 1908 blev han JM i brydning i fjervægt. I 1911 og 1920 blev han JM stadig i fjervægt men nu i vægtløftning. I 25 års jubilæumsbogen står der: Sommer er stadig en ihærdig og dreven vægtløfter, som klubben fremdeles har lov til at vente sig noget af. Udover det sportslige var han også en tid medlem af bestyrelsen.

I bageste række er nummer tre fra højre Chr. Christensen. Han var som Poul Sommer ovenfor indmeldt i 1906. Denne oplysning er muligvis ikke helt rigtig. Og som Poul begyndte han også med brydningen. Jeg har kun fundet optegnelse for, at han bliver JM i 1923. I 25 års jubilæumsskriftet betegnes han som et af klubbens mest trofaste medlemmer, og klubben håber, at han kan blive DM. Det blev han ikke.

Til højre for Chr. Christensen i bageste række står August Hansen. Medlem siden 1905. Startede som bryder, og var faktisk den første bryder i Jyden. Efter en rejse til Tyskland kom han i 1914 tilbage til Jyden, hvor han nu begyndte at bokse. Udover at have tre uofficielle og et officielt JM, var han i lang tid klubbens bokseinstruktør. August Hansen har som mange andre atleter også været medlem af bestyrelsen i Jyden.

Fotoet herunder er også fra Aalborg Atletklub Jyden, og er fra 1910. I modsætning til det første fra 1918 så er der ikke angivet andet end klub og årstal. Det vil være muligt ved hjælp af fotoet fra 1918 at sætte nogle navne på det fra 1910. Men det er en meget usikker proces. Billedet er taget i gården til Poul Paghs Gades Skole.

Derfor kære læser vil min opfordring til jer være at kigge fotoalbums med mere igennem og få skrevet de oplysninger i har til de pågældende fotoer. Jeres efterkommere vil elske jer for det. Vi på Idrætshistorisk Samling vil i hvert fald.

FOTO1